Når nye børn starter i Børnehuset Krogstenshave, er det vores overordnede mål at gøre børn og forældre trygge ved at skulle starte i institutionen.
Vi lægger vægt på, at der er tid til, at I fortæller om barnet, for at give personalet de bedste forudsætninger for at kunne tage godt imod. Barnet skal vænne sig til-, og blive tryg ved de nye omgivelser og de nye voksne.
Vi vil indenfor de første uger afholde en opstartssamtale med jer forældre. Vi giver jer et skema i forvejen, så I er bekendt med, hvad vi skal tale om. Ligger på Aula.
Samarbejdet mellem hjem og institution starter som regel allerede inden barnets første dag i institutionen, derfor tilbyder vi gerne et besøg i institutionen inden opstart, dels til rundvisning, men også til en snak med det personale, der skal modtage barnet. Her aftaler vi nærmere om det praktiske i forbindelse med første dag og indkøringsperiode.
En af jer forældre eller en anden voksen, der kender jeres barn, skal deltage sammen med barnet i de første par dage i institutionen. Derudover vil vi råde jer til at give jeres barn nogle lidt kortere dage i den første tid.
Barnet vil have en primærvoksen, der varetager ansvaret for modtagelsen af jer og jeres barn. Gradvist vil kontakten til barnet og forældrene bredes ud til det øvrige personale.
Vi tilbyder alle forældre en samtale, efter jeres barn har været et år på stuen/afdelingen. Derudover holder vi samtaler hvis I forældre eller personalet synes, der er et behov.