Midt i et roligt villakvarter, tæt på grønne områder i Hvidovres Risbjergkvarter, ligger Børnehuset Krogstenshave. En integreret institution, hvor vi drager stor nytte af hinandens fagligheder på tværs af teams og har et godt samarbejde med børnenes aktive forældre.
Vi er 40 dygtige og supersjove kolleger, der er dedikerede til at give vores 200 herlige unger en tryg hverdag med pædagogiske aktiviteter og masser af leg. Selvom vi er et stort hus, sikrer vi igennem planlægning at etablere mindre læringsmiljøer for børnene. Vi går ikke på kompromis med det nære!
Vi bruger lokalsamfundet, når vi besøger plejehjemmet, tager på tur til spejderhytten, på Risbjerskolen, el låner lokaler i det lokale idrætscenter. Vi tager på tur på vores el-ladcykler og vi besøger parken og de grønne områder omkring os.
Vi er en blandet personalegruppe af nye og erfarne som vægter faglighed højt. Vi uddanner ofte personale, og lige nu har vi Marte meo terapeuter og motorikvejledere i huset og flere på vej. Vi er også uddannelsesinstitution med studerende fra Campus Carlsberg. Alt dette gør at vi har et fagligt blik på vores børnemiljø som sikrer vores høje kvalitet.
Hvis du vil vide mere om os så kontakt os eller læs vores styrket læreplan under fanen pædagogik.